Den dansk-islandske duo Duo Bragi har lånt deres navn fra den nordiske gud for poesi. Den poetiske tilgang til musikken findes som underlæggende stemning i duoens nordiske lydunivers af improvisationer og nedskrevne kompositioner på tværs af tid og sted.
Stine Benjaminsen og Sveinrún Eymundsdóttir har spillet sammen siden 2013 og har i fællesskab opbygget et stærkt kammermusikalsk udtryk. Duoens improvisationer har en umiddelbar nordisk klang, hvor de omfavner både det lyse og det mørke i et nærmest telepatisk sammenspil.
Duo Bragi har spillet koncerter i Danmark, Tyskland, Island og på Færøerne. De udforsker alskens koncertrum og har spillet koncerter i klassiske koncertsale, i fyrtårne, på kunstmuseer, i kælderskakter og ude i naturen på stranden og i skoven.
Deres univers er en helhedsoplevelse, hvor tidlig musik, nye kompositioner, og poetiske improvisationer flettes sammen – og nysgerrigt afsøger musikkens sammenhængskraft som kan opløse tid og sted.